7.2. Installation

Puppy kræver en Pentium II med 128 MB RAM. Hvis man vil gemme sin opsætning fra gang til gang, kræves der desuden en ext2, ext3, vfat eller reiserfs partition med min. 128 MB fri.

PuppyLinux kan hentes fra ftp://ftp.ibiblio.org/pub/linux/distributions/puppylinux/. Man kan henter og brænde en cd-rom med kommandoerne

wget --passive-ftp ftp.ibiblio.org/pub/linux/distributions/puppylinux/puppy-0.7.8/cd-puppy.iso
cdrecord -v speed=8 dev=0,0,0 -data cd-puppy.iso
Iso imaget til version 0.7.8 fylder 42 MB.

Boot fra cd'en. Der kommer et par fejl, f.eks. at den ikke kan indlæse usb-storage modulet. Denne fejl er i flg. websiden kendt af udvikleren og vil sikkert blive rettet i næste version. På mit system brokker den sig også over at der ikke er fri plads nok på den forreste ext3 partition, hvor den gerne vil have lov at lægge sin root-fil. Mere herom senere.

Efter lidt tid bliver man spurgt om tastatur (us er default) og om mus (ps/2 er default). Så starter X op i en lav opløsning, og man kan vælge opløsning ved et klik med musen. Nu startes X op i den nye opløsning, og man er kørende.

7.2.1. Puppy's /root partition

Puppy vil gerne gemme sin opsætning enten på en diskette, på harddisken, eller på flash-kortet i tilfælde af flash-Puppy. Så hvis det er muligt, opretter den en fil på et fast medie, og mounter det som /root. Hvis ikke det er muligt, er /root en RAMDISK, og opsætningen går således tabt ved reboot. Opsætning i /etc gemmes ved at /etc er et symbolsk link til /root/.etc. Så hvis /root er en rigtig fil i stedet for en RAMDISK gemmes opsætning i /etc på denne måde.

Under første boot forsøger live-Puppy at lægge en 128 MB fil på harddisken den kan mounte som /root, og hvor al opsætning bliver gemt.

Den første brugbare partition på mit system er tilfældigvis en ext3 partition på 50 MB. Puppy forsøger at lave en 128MB fil pup078 på denne partition, fejler, og forsøger sig ikke med andre partitioner, ej heller diskettedrevet. Dette kan nok løses med at rette i opstartsfilerne, men når opsætningen ikke bliver gemt fordi /root er en RAM disk, er man ligevidt.

Det er således svært at få lov at omkonfigurere puppy, hvis standard udgaven ikke virker. Emulate3buttons virker ikke, mit netkort er ikke understøttet, og som sagt finder puppy ikke en partition den kan lave sin /root fil på. For at rette op på disse ting er det nødvendigt at lave en nyt cd image. Det er muligt at de to andre problemer kunne løses ved at rette under /etc, hvis det ikke var for /root problemet.