Linux - Friheden til at vælge distribution: Version 1.0.20041004 - 2020-12-31 | ||
---|---|---|
forrige | Kapitel 4. Linux From Scratch | næste |
Hvorfor skulle man have lyst til at bygge et Linux-system fra bunden? Bogen nævner et par grunde, den væsentligste grund er at lære hvordan et Linux-system er opbygget.
Bogen påstår også at man får mere kontrol over hvordan systemet er skruet sammen, men de eksempler de giver på ting man får mere kontrol over end med andre distributioner (katalogstruktur og opstartsskripts), er ting jeg alligevel ikke kan forestille mig en god grund til at gøre anderledes end alle andre.
Derudover nævner de at man kan lave meget små LFS-systemer, men det findes der adskillige specialdistributioner til.
Endelig påstår de at det skulle være mere sikkert. Argumentet er. at det at man oversætter alting fra kildetekst giver en mulighed for at gennemse kildeteksten og tilføje sikkerhedsrettelser efter behag. Jeg tror ikke en meter på at der er nogen der ville kunne overkomme at kigge særlig store dele af den kildetekst de oversætter igennem. Med hensyn til sikkerhedsrettelser, så har de fleste større distributioner et så effektivt system til håndtering af den slags, at man kun sjældent vil opleve at skulle vente på at andre får lavet en binær pakke der lukker hullet.
Hvis man har ambitioner om at lave sin egen Linux-distribution er det ikke nogen dum idé at starte med LFS. Man kan måske gøre livet lidt lettere ved at basere sin distribution på en anden, men det er lidt sjovere (og meget mere tidrøvende) at bygge en "ægte LFS". Men under alle omstændigheder skal man have en host distribution til at starte op; derfra bootstrappes den nye LFS. Som host kan man bruge alt, som inderholder en fungerende C-compiler og nok værktøjer til at bygge en LFS-toolchain.
Bogen omtaler ikke problemer med cross-compile og bootstrap af ny CPU-type, men det er skægt at tænke videre i de baner.