Standarden inden for tekstbehandling sættes i dag af Microsoft Word. Det skyldes dels, at Word teknologisk set er førende på de fleste områder, men især også, at der er så mange, der bruger Word, at Word's dokumentformat i praksis er en defacto-standard til udveksling af tekstbehandlingsdokumenter.
Netop derfor bliver et af de primære beslutningsparametre ved valget af et frit program til tekstbehandling, om programmet understøtter Words filformat. Det er selvfølgelig underordnet, hvis du lever i en fuldstændig fri verden, hvor alle dine venner og dine forretningsforbindelse sender tekst i ASCII-format, men det er jo trods alt de færreste af os, som gør ;o).
Der er mange frie og grafiske programmer til tekstbehandling for eksempel KWord fra KDE og AbiWord som er en del af Gnome, som det bliver interessant at følge udviklingen af, men der er desværre endnu noget tid til, at disse programmer bliver relle alternativer til Microsoft Word.
Derimod er kontorpakkerne StarOffice (closed source) og OpenOffice.org (Open Source) mere interessante som direkte alternativer, da de har væsentlig bedre understøttelse af Word og de andre kontordokumentformater fra Microsoft.
OpenOffice.org er udviklet oven på den del af kildeteksten fra StarOffice, som Sun havde mulighed for at frigive under Open Source i oktober 2000. OpenOffice.org er dobbeltlicenseret under både LGPL og SISSL, hvor den sidstnævnte gør det muligt for Sun at bruge OpenOffice.org kildeteksten som basis for kommende udgaver af den lukkede kontorpakke StarOffice.
StarOffice er ikke længere gratis, men OpenOffice.org er derimod under en Open Source-licens, så den vil vedblive med at være frit tilgængelig.
OpenOffice.org og StarOffice 6.0 findes til Windows, Linux/Intel, Linux/PowerPC og Solaris. OpenOffice.org arbejder dog også på at få udviklet udgaver til (listet efter færdighedsgrad): Mac OSX, Linux/Alpha, Linux/Arm, Irix, FreeBSD, Tru64, NetBSD/Sparc, OS/2, VMS og BeOS.
Dermed har vi ikke taget stilling til det fornuftige i, at Word-formatet er de facto-standarden. Faktisk finder vi det overordentlig uheldigt, at et proprietært og lukket filformat som Word-formatet kan fungere som en de facto-standard, da det jo står Microsoft frit til enhver tid at ændre filformatet. Men sådan er den verden vi lever i, og OpenOffice.org er et godt bud på at omgå dette.
Det første, du bemærker, hvis du kommer til OpenOffice.org med en Microsoft-baggrund, er, hvor meget brugergrænsefladen ligner den i Microsoft Office.
Det gælder såvel for ikonerne som for de genvejstaster, som du er vant til fra Microsoft Word.
"Rediger fil" (-) Rediger dokument.
"Ny(t)" (Ctrl+N) Nyt tekstdokument. Hvis du holder ikonet nede, får du mulighed for at vælge andre typer af dokumenter for eksempel regneark.
"Åbn fil" (Ctrl+O) Åbn et eksisterende dokument.
"Gem dokument" (Ctrl+S) Gem dokumentet.
"Udskriv fil direkte" (Ctrl+P, Enter) Udskriv dokumentet. Genvejstasten Ctrl+P åbner et vindue, hvor du kan for eksempel kan vælge hvordan, dokumentet skal udskrives.
"Klip" (Ctrl+X) Fjern det markerede.
"Kopier" (Ctrl+C) Kopier det markerede.
"Sæt ind" (Ctrl+V) Indsæt det, som tidligere er fjernet eller markeret.
"Fortryd" (Ctrl+Z) Fortryd seneste handling. Hvis du holder ikonet nede, kan du vælge hvilke handlinger (evt. flere), som du vil fortryde.
"Gendan" (-) Genindfør fortrudte handlinger.
"Navigator til/fra" (F5) Aktiver/deaktiver vinduet Navigator.
"Stylist til/fra" (F11) Aktiver/deaktiver Typografivinduet, hvor man kan markere for eksempel overskrifter.
"Hyperlink-dialog" (-) Åbner dialogboks til at indsætte hyperlænker.
"Gallery" (-) Åbner for galleriet med illustrationer
"Fed" (Ctrl+B) Skriv det markede med fed skrift.
"Kursiv" (Ctrl+I) Skriv det markede med kursiv.
"Understreget" (Ctrl+U) Understreg det markede.
"Venstrejusteret" (Ctrl+L) Venstrestil linjen eller det markede.
"Centreret" (Ctrl+E) Centrer linjen eller det markede.
"Højrejusteret" (Ctrl+R) Højrestil linjen eller det markede.
"Lige margener" (-) Lige margen i begge sider.
"Numnering til/fra" (Alt+T, N) Nummerede lister.
"Punktopstillingsliste til/fra" (Alt+T, N) Unummerede lister.
"Formindsk indrykning" (-) Formindsk indrykning.
"Forøg indrykning" (-) Forøg indrykning
"Tegnfarve" (-) Ændre farve på markeret tekst.
"Tegnbaggrund" (-) Vælg farve på baggrunden til markeret tekst.
"Afsnitsbaggrund" (-) Vælg farve på baggrunden for afsnittet.