Linux er et unix-lignende styresystem. Unix' historie går tilbage til slutningen af 1960'erne, hvor en gruppe forskere ved AT&T's forskningslaboratorium eksperimenterede med computerens uanede muligheder. En af de grundlæggende ideer i Unix er at det skal være let at kombinere mange små programmer til større løsninger.
Dengang Unix var ungt var der ikke noget, der hed grafiske brugergrænseflader og mus. Brugeren havde udelukkende adgang til at styre computeren gennem en tekstterminal. Med tiden udvikledes der meget effektive kommandofortolkere til både interaktiv brug og programmering af disse systemer. Denne udvikling fortsætter den dag idag (blandt andet ud fra en anerkendelse af at det er lettere at udtrykke sig præcist med ord end ved at pege, nikke og ryste på hovedet). Disse kommandofortolkere findes stort set alle i linux-udgaver, så du også kan styre dit linux-system med præcise og effektive kommandoer. Begynder du at bruge Linux seriøst, vil du forhåbentlig også finde ud af at kommandofortolkere er et effektivt redskab til at automatisere løsningen af rutineprægede opgaver.
Nu må du ikke tro, at det kun er af gammel vane, at unix-brugere taster deres kommandoer ind på en kommandolinje; faktisk er det muligt at udføre endda meget komplekse opgaver med meget lidt tastearbejde. Det skyldes, at der med Unix altid følger et hav af hjælpeprogrammer. Lad os give dig et eksempel – bare rolig, vi forventer ikke, at du allerede nu kan gennemskue, hvordan det fungerer, men vi vil bare vise dig, hvor lidt tastearbejde der skal til for at udføre store opgaver. Lad os antage, at du har en hjemmeside liggende på maskinen www.hven.sslug.dk. Du er en produktiv person med mange interesser, så din hjemmeside består af mange HTML-filer. En dag flytter du, og din hjemmeside skal skifte maskine – din nye maskine hedder www.saltholm.sslug.dk. Dit problem er, at du skal rette alle henvisninger på dine sider. I Unix (og dermed også Linux) kan det gøres ganske let ved at udføre kommandoen (du skal ikke gøre det):
[tyge@hven ~]$ find -iregex '.*html?' -print0 |\ xargs -0 sed -i 's/www\.hven\.sslug\.dk/www.saltholm.sslug.dk/gi'
Når du udfører kommandoen, bliver alle filer, som ender på "html" (bl.a. også "HTML" og "htm"), fundet (find). Du benytter et program ved navn sed til at foretage selve søg-og-erstat-proceduren. Dette eksempel er nok lidt for avanceret til vores bog her, men vi håber, at du nu kan se, hvor kraftfuld en enkel kommandolinje kan være i Unix.
Når du vil styre Linux ved at skrive kommandoer i stedet for at være afhængig af en grafisk brugergrænseflade er det en mulighed at logge direkte ind med skærmen i ren teksttilstand. Hvis du sidder ved en linux-maskine der er i grafiktilstand, kan du typisk gå over til ren teksttilstand ved at taste Ctrl-Alt-F1. Det tastetryk bringer dig over til et helt andet skærmbillede, der er uafhængigt af det du så før (et tryk på Ctrl-Alt-F7 eller Ctrl-Alt-F8 burde bringe dig tilbage igen). Over på ren-tekst-skærmbilledet burde der stå noget i stil med "login:" efterfulgt af en blinkende cursor (prøv ellers at taste Return eller Enter en enkelt gang for at få det frem). Her kan du ganske som ovre på det grafikbaserede skærmbillede logge ind på maskinen ved at indtaste dit brugernavn og din adgangskode, men når du logger ind på det tekstbaserede skærmbillede er det eneste du får en såkaldt "prompt" eller "kommandolinje". Afhængig af opsætningen af din konto vil den kunne se lidt forskellig ud, men dette er en mulighed:
[tyge@hven ~]$Her kan du skrive kommandoer til systemet. I første omgang er den vigtigste kommando nok logout, som du bruger til at logge ud igen, så skærmbilledet er klart til en anden bruger (eller bare til en anden gang). Alternativt kan man i nogle tilfælde bruge kommandoen exit eller tastekombinationen Ctrl-D.
På et typisk linux-system vil Ctrl-Alt-F1, Ctrl-Alt-F2, og så videre indtil til Ctrl-Alt-F6 bringe dig til seks forskellig tekstbaserede skærmbilleder, mens Ctrl-Alt-F7 og nogle gange også Ctrl-Alt-F8 vil bringe dig til grafikbaserede skærmbilleder. Disse syv eller otte forskellige skærmbilleder kaldes systemets virtuelle konsoller. En fordel ved at have flere virtuelle konsoller er at forskellige brugere kan bruge den samme skærm uden at de behøver at lukke de programmer de har i gang når de bytter.